Håret er noget af det første, man lægger mærke til. Derfor er et sundt og velplejet hår højt på ønskelisten for de fleste. Desværre døjer mange med fedtet hovedbund, hvilket gør at håret hurtigt klasker sammen og fremstår usoigneret.
Her i artiklen kommer vi rundt om, hvad du bør gøre og ikke gøre, for at slippe af med fedtet hovedbund.
Hvorfor får du fedtet hovedbund?
Fedtet hår forbindes ofte med dårlig hygiejne. Det er dog langt fra altid årsagen til, at du får fedtet hår. Hvor alle med tiden vil få fedtet hår, hvis der går lang tid mellem hårvask, sker det meget hurtigt for nogen.
Hvis du ofte døjer med en fedtet hovedbund, kan du opleve fedtet hår nogle timer efter en hårvask. En øget fedtproduktion i hovedbunden kan skyldes mange forskellige faktorer.
Her får du de hyppigste årsager til, at du døjer med fedtet hår.
Daglig eller hyppig hårvask
Vasker du dit hår hver dag eller mange gange på en uge, vil det gøre din hovedbund mere fedtet. Det skyldes, at du fjerner det naturlige fedtlag, hvilket giver kroppen et signal om, at talgkirtlerne skal producere mere fedt, for at undgå at hovedbunden bliver tør.
Derfor kan du hurtigt komme til at befinde dig i en ond cirkel, hvis du skruer op for hårvasken for, at håret kan se nyvasket ud, da det blot forøger fedtproduktionen og gør at håret ikke holder sig rent lige så længe.
Hormonelle faktorer
Din fedtproduktion er påvirket af hormonelle påvirkninger i kroppen. Hormonelle forandringer kan finde sted af mange forskellige årsager. Hvis du er stresset, kan du fx opleve at få flere bumser. Lige så kan hovedbunden hurtigere blive fedtet.
En øget fedtproduktion opstår som regel også i puberteten eller kan forekomme ved indtagelse af specifikke former for medicin. For kvinders vedkommende kan det også være under graviditet eller ved stop af p-piller.
Usund kost
En hyppig årsag til fedtet hår er en usund livsstil. Spiser du meget ensformigt og få grøntsager, kan hudens talgproduktion forøges, hvilket medvirker til en mere fedtet hovedbund.
Har du haft en periode med et stort indtag af fedt- eller sukkerholdigt mad i form af junkfood eller søde sager, vil du sandsynligvis opleve at få flere bumser og urenheder i huden. Ligeledes kan en usund kost skabe ubalance i hovedbundens fedtproduktion og gøre, at dit hår hurtigere bliver fedtet.
Brug af forkert shampoo
Måske du har investeret i en dyr shampoo, og alligevel døjer du med fedtet hovedbund og hår, der klasker sammen og virker uplejet. Så bruger du sandsynligvis en forkert shampoo.
Når du har tendens til fedtet hovedbund, bør du vælge en shampoo derefter. Du skal derfor undgå shampooer, der beskrives som “moisturizing”, “hydrating” eller “smoothing”. De er lavet til at give fugt til hår og hovedbund, hvilket du ikke er interesseret i, hvis du døjer med fedtet hovedbund.
Tips og tricks til at slippe af med en fedtet hovedbund
Det kan være frustrerende at vågne op med fedtet hår eller opleve, at det bliver mere og mere fedtet i løbet af dagen.
Der er dog ting, du kan gøre for at komme den fedtede hovedbund til livs.
- Skær ned på hårvasken
Selvom det kan være svært, bør du droppe den daglige eller hyppige hårvask.
Har du tendens til fedtet hovedbund, vil håret i starten føles meget fedtet, når du trækker hårvasken. Her kan du eventuelt investere i en god tørshampoo, der kan give håret volumen og friskhed på de dage, hvor det klasker for meget, til at du har det godt med at gå ud fra hjemmets fire vægge.
Tørshampoo virker ved at absorbere overskydende olie og fedt i din hovedbund. Det kan dog ikke erstatte en hårvask med almindelig shampoo, som også fjerner snavs. Men er problemet en overproduktion af fedt, er tørshampoo en god løsning.
- Brug en shampoo eller en hårkur til fedtet hår
De dage du vasker hår, kan du med fordel vælge en shampoo, der er specifikt lavet til fedtet hår. En shampoo til fedtet hår fjerner overskydende fedt og tilfører samtidig hår og hovedbund næring.
- Rengør din hårbørste en gang imellem
Hver gang du børster dit hår, efterlades der en masse døde hårstrå og hudceller. Selvom du “tømmer” din børste for hår, vil der stadig sidde snavs i den. Det snavs føres tilbage i håret, næste gang du reder dit hår, hvilket kan speede processen til fedtet hår op.
Derfor skal du rengøre din hårbørste en gang imellem. Sådan gør du:
- Fjern de løse hår fra børsten
- Find en skål, tilføj et par dråber shampoo og fyld den op med varmt vand til det skummer
- Herefter vasker du børsten i det varme vand
- Når du er færdig, lægger du den til tørre, inden du igen kan bruge børsten.
Hvor ofte skal du vaske hår?
En tommelfingerregel er, at du maksimalt bør vaske dit hår to gange om ugen. Det kan måske virke af lidt, hvis du er en af dem, der døjer med meget fedtet hår.
Giv det noget tid, så vil din hovedbund langsomt vende tilbage til en almindelig fedtproduktion.
Et tip er at vaske håret med shampoo af to omgange, når du endelig vasker det. På den måde fjerner du i første omgang snavs og det overflødige fedtlag. I anden omgang går shampooen ind og giver optimal næring og styrke til håret og hovedbunden.
Artiklen blev publiceret d. juli 20, 2022 af Liva og senest opdateret d. august 10, 2022 af Liva