Artiklen er senest opdateret d. oktober 24, 2022 af Liva
Mascara er et af de produkter, de fleste af os har mindst lyst til at undvære.
Dine øjne er det første, folk ser, når de møder dig, og med farvede vipper skaber du fokus på øjnene og får samtidig et friskt look. Men synes du, det er svært at finde den helt rigtige mascara til dig og dine vipper?
Her i artiklen inspirerer vi dig til, hvad du skal være opmærksom på, når du vælger mascara, så du finder det helt rette match.
Mascara kommer i mange forskellige afskygninger
Mascara er et af de mest populære makeupprodukter, og derfor findes der et hav af forskellige varianter på markedet. Fra blå mascara til den ekstra volumegivende variant, der giver smukke, buede Bambi-øjne – du kan få det hele.
Måske har du haft en yndlingsmascara i mange år, men pludselig gør den ikke det samme for dine vipper mere. Der kan ske mange ting med dine vipper over årene – de kan knække eller blive kortere, og her kan du prøve at skifte mascara.
Når du skal finde din nye mascara, kan du med fordel have følgende ting in mente. Læs med her.
Hvilken effekt ønsker du?
Det er forskelligt, hvad vi ønsker, at en mascara skal kunne. Dit valg kan både afhænge af, om den skal bruges til hverdag eller fest, eller om du har særlige krav til den effekt, den skal give.
Nogle elsker kulsorte vipper med masser af længde og fylde. Andre vil have et mere naturligt resultat, hvor vipperne blot har let farve uden at bue for meget. Overvej, hvilken effekt du ønsker, hvilket gør det nemmere at finde frem til den rigtige mascara for dig.
Gå efter iøjnefaldende vipper, der skaber masser af volumen eller find en variant, hvor det ikke er det primære fokus. Her kan du selvfølgelig også variere udtrykket ved enten at putte mange lag på eller nøjes med et enkelt for et mere subtilt mascaralook.
Hvordan skal børsten være udformet?
Noget, der adskiller mascaraer fra hinanden, er børsten. Du kan få alt fra meget store børster til helt tynde varianter – og det er forskelligt, hvilken type der passer til netop dine vipper.
Har du meget lige vipper, kan du gå med en buet børste. Den kan hjælpe til at skabe den eftertragtede bue, som åbner øjet og fremhæver det.
Vil du gerne have volumen på kort tid, kan en stor børste være vejen frem. En stor børste kan indeholde meget produkt, og du kan derfor med få strøg påføre meget mascara og samtidig få masser af volumen. Den tynde børste er god, hvis du har svært ved at adskille vipperne og giver desuden masser af længde.
Hvilken farve skal den have?
De fleste vælger mascara i sort. Det giver mening, da øjenvipper ofte er sorte, og fordi du gerne vil understrege farven på vipperne. Sort giver et markant udtryk og rammer dine øjne ind på smuk vis.
Vil du have et blødere udtryk, kan du gå med en brun mascara. Er du til det mere legende look – for eksempel i kombination med farverige øjenskygger – kan du vælge blå eller grøn mascara. Det giver et helt andet resultat end den klassiske sorte og er en nem måde at eksperimentere med din makeup på.
Skal den være vandfast?
Cykler du i al slags vejr til arbejde? Eller har dine øjne tendens til at løbe i vand? Så kan det være en god idé med en vandfast mascara.
Måske er du typen, der nøjes med at bruge en vandfast mascara til dit bryllup, så makeuppen ikke løber, når din brudgom holder tale. For andre er det en fast del af makeuppungen. Med vandfast mascara behøver du ikke bekymre dig om sorte klatter under øjnene efter et regnskyl, en rørende film eller et dyp i poolen.
Nogle vandfaste mascaraer kræver lidt mere arbejde at få af om aftenen, men du kan også få varianter, der kan fjernes med lunkent vand.
Er du gravid? Overvej dit valg af mascara
Selvom en mascara uden kemi altid er at foretrække, er det særligt vigtigt, hvis du er gravid.
Her kan du være obs på, om den er for eksempel er uden parfume, parabener og allergifremkaldende stoffer.
Det er umuligt at undgå kemi i dine omgivelser, men når det gælder makeup eller andre beautyprodukter, har du selv kontrollen over dit valg. Derfor kan du med fordel vælge naturlige ingredienser til, når du finder ud af, at der vokser en lille spire i maven.
Sådan passer du godt på din mascara
En tør mascara er noget af det værste, du kan byde dine vipper. Du får hverken den volumegivende effekt, og den kan i værste fald være med til at knække dine dyrebare vipper.
Derfor er det altid vigtigt at købe en ny mascara, hvis den gamle er indtørret. Men hvordan sikrer du den længst mulige levetid på din mascara?
For det første skal du sørge for at skrue låget ordentligt på. De fleste mascaraer har en holdbarhed på omkring 2-3 måneder, men den bliver hurtigere dårlig, hvis du glemmer at skrue låget tilstrækkeligt på, og den derfor tørrer ud.
Husk desuden ikke at pumpe din mascarabørste ned i beholderen, men blot dreje den et par gange ned – så undgår du at ilte den for meget, hvilket også kan gøre den tør.
Det kan lyde af meget at skulle skifte din mascara ud allerede efter 3 måneder, men du skal huske på, hvor mange bakterier der samler sig på børsten. Dit øjenområde er sensitivt, og derfor er det vigtigt kun at bruge rene produkter.
På den måde får du det bedste resultat og smukke, voluminøse vipper, der ikke klumper.
Liva Olsen er en passioneret skønhedsekspert og uddannet kosmetolog fra Kosmetologskolen, hvor hun dimitterede i 2019. Med en alder på 25 år har hun allerede dedikeret mange år til at udforske og forstå skønhedsverdenen.